MDMA-guide

Generel information

MDMA, også kendt som ecstasy eller Molly, er et psykoaktivt stof, der har fået stor opmærksomhed på grund af dets unikke effekter på humør og perception. MDMA er kemisk klassificeret som 3,4-methylendioxymetamfetamin og tilhører amfetaminklassen af stoffer og blev først syntetiseret i 1912 af det tyske medicinalfirma Merck. Det blev oprindeligt udviklet til potentielle terapeutiske anvendelser, men dets psykoaktive egenskaber blev først udforsket i 1970'erne, hvor det blev et populært rekreativt stof.

MDMA-hydrochlorid-krystaller

MDMA's fremgang i 1980'erne og 1990'erne faldt sammen med dets indførelse i rave- og natklubkulturen, hvor det blev kendt for sin evne til at forbedre sanseoplevelser, fremme følelser af empati og lette interpersonelle forbindelser. Men ved siden af den rekreative brug blev MDMA også undersøgt for sine potentielle terapeutiske fordele, især i psykoterapi på grund af dets evne til at reducere frygt og fremme tillid og intimitet.

På trods af dets potentielle terapeutiske anvendelser førte MDMA's rekreative popularitet til øget lovgivningsmæssig kontrol, hvilket resulterede i, at det blev klassificeret som et Schedule I-kontrolleret stof i mange lande, herunder USA. Denne klassificering afspejler det store potentiale for misbrug, manglen på accepteret medicinsk brug og de dermed forbundne sikkerhedsproblemer. Ikke desto mindre fortsætter den igangværende forskning med at udforske MDMA's terapeutiske potentiale, især i behandlingen af posttraumatisk stresslidelse (PTSD) og andre mentale sundhedstilstande.

MDMA's kemiske egenskaber

MDMA, der videnskabeligt kaldes 3,4-methylendioxymetamfetamin, har en karakteristisk kemisk struktur, der dikterer dets farmakologiske virkninger og interaktioner i kroppen.

I sin kerne er MDMA klassificeret som en substitueret amfetamin, der deler strukturelle ligheder med både amfetaminer og phenethylaminer. Dets molekylære struktur har en phenethylamin-rygrad med en methylendioxy-ringsubstitution, hvilket gør det unikt blandt psykoaktive forbindelser.

Kemisk struktur af MDMA

Kemisk set virker MDMA primært som et serotonergt middel, der udøver sine virkninger gennem interaktioner med serotoninreceptorer i hjernen. Denne mekanisme indebærer en hæmning af genoptagelsen af serotonin og en lettelse af frigivelsen af serotonin, hvilket fører til en stigning i det ekstracellulære serotoninniveau. Denne stigning i serotoninaktiviteten ligger til grund for mange af MDMA's psykoaktive virkninger, herunder øget humør, følelsesmæssig empati og sanseopfattelse.

Ud over de serotonerge virkninger modulerer MDMA også andre neurotransmittersystemer, som f.eks. dopamin og noradrenalin. Ved at fremme frigivelsen af dopamin og noradrenalin fremkalder MDMA følelser af eufori, øget energi og øget ophidselse. Disse interaktioner bidrager til MDMA's forstærkende egenskaber og dets potentiale for misbrug.

MDMA's fysiske egenskaber

MDMA har forskellige fysiske egenskaber, der hjælper med at identificere og karakterisere det, herunder dets smeltepunkt og opløselighed.

I sin rene form fremstår MDMA typisk som et krystallinsk hydrokloridsalt i hvidt pulver med et smeltepunkt på mellem 147 og 153 °C (297 og 307 °F). MDMA-phosphat har et smeltepunkt på 184-185 °C. Dette smeltepunkt repræsenterer den temperatur, hvor MDMA overgår fra fast til flydende tilstand. Variationer i renhed og krystallinsk struktur kan dog ændre dette temperaturområde en smule.

Hvad angår opløselighed, har MDMA begrænset opløselighed i vand, men er meget opløseligt i organiske opløsningsmidler som f.eks. ethanol, methanol og chloroform.

• CAS-nr.: 42542-10-9;
• Formelt navn: 3,4-Methylendioxymetamfetamin;
• Synonymer: 3,4-MDMA; Ecstasy (E, X, XTC); midomafetamin; Molly; Mandy; Pingers; Pingas;

Måder at syntetisere MDMA på

Der findes et væld af metoder til at syntetisere MDMA via forskellige mellemprodukter. Den oprindelige MDMA-syntese, der er beskrevet i Mercks patent, involverer bromering af safrol til 1-(3,4-methylendioxyphenyl)-2-brompropan og derefter reaktion af dette addukt med methylamin. Det meste MDMA syntetiseres ved hjælp af MDP2P (3,4-methylendioxyphenyl-2-propanon) som forløber. MDP2P syntetiseres til gengæld generelt fra piperonal, safrol eller isosafrol. En metode er at isomerisere safrol til isosafrol i nærvær af en stærk base og derefter oxidere isosafrol til MDP2P. En anden metode bruger Wacker-processen til at oxidere safrol direkte til MDP2P-mellemproduktet med en palladiumkatalysator. Når MDP2P-mellemproduktet er blevet fremstillet, fører en reduktiv amination til racemisk MDMA (en blanding af lige dele (R)-MDMA og (S)-MDMA).

For så vidt som MDP2P blev mere tilgængelig ved at komme fra PMK-glycidater, når følgende metoder popularitet omkring kladestinkemikere.

For eksempel MDMA-syntese via dets N-methylformamid (NMF) addukt. Denne metode gør det muligt at undgå methylaminprækursor, som kan være i en dårlig adgang.

Der er også en mulighed for at udføre denne syntese via LAH-reduktion:

NaBH4-reduktiv aminering af MDP2P er faktisk bedre end alle andre almindelige ruter, der bruges i hemmelig kemi, og denne metode gør det muligt at skalere MDMA-syntese i modsætning til aluminiumamalgamreduktion. Metoden er ganske enkel, den kræver ikke dyrt udstyr. Procedurerne med reaktionsblandingen er enkle og effektive. Denne metode er meget nyttig til produktion af MDMA i stor skala og giver høje udbytter (90 %+).

Der sker en relativt hurtig dannelse af iminen, og iminen reduceres hurtigt. Der sker ingen reduktion af ketonen til den sekundære alkohol. I lignende reaktioner fjernes det vand, der produceres under dannelsen af iminen (Schiff Base), fra reaktionen, før iminen reduceres med tørresalt eller molekylsigter eller ved at bruge toluen som opløsningsmiddel, så vandet og toluenet danner en azeotrop.

Reagens til kvalitative tests af MDMA

Marquis-reagens giver lilla til sort farve med MDMA.

MDMA-effekter og dosering

Brugen af MDMA starter et par dage før den orale indtagelse. Først og fremmest skal du være i en tilstand af fuldstændig fysisk og psykisk velvære, du bør ikke være i akut eller kritisk tilstand. Det anbefales ikke at bruge det, hvis man for nylig har oplevet et psykologisk traume. Du bør (ideelt set) ikke være i gang med nogen form for behandling. 4-5 dage før brug skal du begynde at tage lægemidler fra gruppen af protonpumpehæmmere i forebyggende doser (normalt 20 mg omeprazol om dagen); alfa-liponsyre i en dosis på 600 mg om dagen; starte en kur med multivitaminer (med obligatorisk inddragelse af B- og C-vitamin); omega-3-fedtsyrer i henhold til anvisningerne; eller du kan købe særlige blandinger, der indeholder ovennævnte stoffer (herunder acetyl-L-carnitin, coenzym Q10, C-vitamin, E-vitamin); fyld op med nok vand (helst klorid-bikarbonat-natrium som Gatorade og så videre). Måltiderne skal indtages senest to timer i forvejen; madens kvalitative indhold skal være moderat uden en stor mængde kød og fedt (i forebyggende øjemed anbefales det at tage eksogene enzymers amylase, protease og lipase) for at undgå problemer med bugspytkirtlen. I de fleste tilfælde anbefales det at følge algoritmen for "præmedicinering før MDMA-brug": 4 timer før MDMA-indtagelse: 2 g ingefær; 3 timer før 500 mg ALCAR (Acetyl-L-carnitin), 500 mg C-vitamin; 2 timer før ingenting; 1 time før 2 ingefær og eventuelt - 1 tablet (100 mg) magnesium med MDMA, 300 mg ALA (alpha-lipoic ccid), 500 mg C-vitamin; 1 time efter MDMA-indtagelse: 300 mg ALA, 500 mg ALCAR; 2 timer efter 300 mg ALA, valgfrit - 1 tablet (100 mg) magnesium; 3 timer efter 300 mg ALA, 500 mg C-vitamin; 4 timer efter 300 mg ALA; 5 timer efter 300 mg ALA, 500 mg ALCAR; 6 timer efter 300 mg ALA, 500 mg C-vitamin; 7 timer efter 300 mg ALA. Der er anekdotiske rapporter om, at indtagelse af 5-HTP om natten efter brug af MDMA kan hjælpe med at reducere comedown. Der er også anekdotiske rapporter om, at det at tage EGCG sammen med 5-HTP gør det mere effektivt til at reducere comedown. Der er ingen stærk evidens, der understøtter nogen af disse anbefalinger. Der er noget, der tyder på, at et forstadie til 5-HTP kan være gavnligt for hukommelsesrelaterede opgaver hos tidligere MDMA-brugere, så hvis du er storforbruger eller følger en mindre sikker praksis (f.eks. genindtagelse, hyppig brug, højere doser), kan det være værd at overveje at tage 5-HTP i en uge efter brug af MDMA og starte aftenen efter din MDMA-session. Tilføjelse af katekiner fra grøn te (dvs. EGCG og EGC) bør hjælpe. Af sikkerhedshensyn anbefales det at undgå 5-HTP inden for 24 timer efter indtagelse af MDMA. Indtag kun MDMA i et positivt miljø for at minimere risikoen for en negativ oplevelse. Det kan være sjovere at være hjemme end at være ude. Du kan være så underlig, som du vil, uden at blive dømt, du kan styre musikken, du kan danse og derefter stoppe og sidde og snakke, fordi det ikke er for højt, der er ingen aggressive mennesker i nærheden, som får dig til at føle dig utilpas osv. Som en bonus er MDMA generelt mere sikkert i et hus end på en klub: Når du er hjemme, kan du holde hyppige afkølingspauser, du kan nemt tage dine kosttilskud, og det betyder, at du nemt kan få elektrolytholdige væsker. Lad være med at være sammen med folk, der gør dig utilpas, og overvej at undgå ædru mennesker, som du ikke kender. Det kan også være sjovere at undgå fulde mennesker, selv om du kender dem.

Det anbefales selvfølgelig ikke at bruge MDMA sammen med andre stoffer, men det er stadig nødvendigt at studere interaktionstabellen for stoffer. MDMA-dosis i tilfælde af fælles brug med andre psykoaktive stoffer bør være 25-50% mindre end den oprindelige. Dosisberegning af MDMA bør udelukkende udføres ved hjælp af denne formel: 1,54 mg/kg, afhængigt af dosis kan der være forskellige ønskelige og uønskede virkninger af forskellig sværhedsgrad, risiko for serotoninsyndrom og andre komplikationer. Minimal dosis af MDMA varierer fra 50-90 mg, hvilket er forbundet med minimal risiko. Medium anbefalet dosis for de fleste brugere ligger mellem 75 og 125 mg. En høj dosis varierer fra 150 til 200 mg, og doser over 200 mg anses for at være farlige. Hvis du bruger pulver til fingerdipping: skift ideelt set til afvejede doser, men hvis ikke, så brug "knus, dup, vent." Hvis du bruger tabletter, og du ikke har taget en tablet fra præcis dette parti før, så start med halvdelen eller mindre. Lave doser kan være særligt vigtige de første par gange, du bruger stoffet, da du måske ubevidst har en helbredstilstand som malign hypertermi, der gør MDMA farligere. En undersøgelse viste, at de ønskelige virkninger af MDMA maksimeres og de uønskede virkninger minimeres ved doser på mellem 81 og 100 mg. Hvis du ikke er villig til at bruge disse retningslinjer for dosering, skal du sørge for, at dine venner er opmærksomme på tegnene på hedeslag og varmeudmattelse, og være ekstra opmærksomme på at holde sig afkølet. Virkningerne indtræder efter oral indtagelse af ecstasy efter 20 til 40 minutter (afhængigt af typen af ecstasy, mængden af mad, du spiste før brug, og andre faktorer). Virkningerne varer mellem 3 og 5 timer, og eftervirkningerne kan vare ved i 24 timer. Når MDMA-krystaller bruges intranasalt, kan virkningen indtræde efter 5-10 minutter og nå sit højdepunkt 2 timer efter brug, og varigheden af virkningen er ca. 3 timer med en tendens til at falde efter 60 minutter. Selv om det er nødvendigt at nyde MDMA-effekterne under brug, bør du heller ikke glemme at overvåge din tilstand (men lad dig ikke hænge op på det). Under brug skal du drikke nok klorid-bikarbonat-natriumvand, mængden skal svare til 250 ml i timen (du kan f.eks. drikke Gatorade). I tilfælde af aktiv fysisk aktivitet bør mængden af oral vandindtagelse være ca. 500 ml i timen (men ikke mere!). Fysisk aktivitet kan dog ikke anbefales, fordi det øger risikoen for bivirkninger og akutte tilstande betydeligt. Vær opmærksom på, at mængden af vand i munden falder efter 5 timer og vil være 150 ml i timen. Store mængder vand kan også påvirke din generelle somatiske tilstand negativt. Din krop har brug for hvile efter brug. For at reducere de uønskede eftervirkninger kan du tage lave doser af beroligende midler (f.eks. 1 mg alprazolam, hvis der ikke er kontraindikationer) og lave terapeutiske doser af betablokkere; det er nødvendigt at sove (ideelt set i 8 timer om natten); den anden del af dagen bør bruges til at hvile, genoprette og "vende tilbage" til verden; det anbefales ikke at køre bil og arbejde både under turen og dagen efter; det anbefales ikke at indtage store mængder mad dagen efter, det anbefales at spise lette måltider. Selvom forskningen ikke har givet et endegyldigt svar på, om MDMA er vanedannende, er der helt sikkert stadig mennesker, der kan være bekymrede over deres egen brug af MDMA eller en elskedes brug af MDMA. Dette kan især være relevant for MDMA-brug, der er særlig suboptimal - f.eks. høje doser, brug oftere end 3 gange om måneden, brug i særligt usikre eller varme miljøer osv. Det anbefales ikke at bruge MDMA mere end 3 gange om måneden (ideelt set ikke mere end én gang på 6 måneder), fordi MDMA's virkningsmekanisme medfører en udtømning af neurotransmittere (mest serotonin), hvilket er forbundet med depressionssymptomer og andre langtidseffekter. Du bør gemme ecstasy til særlige lejligheder og bruge det sparsomt. Hyppig brug af dette stof nedsætter dets effekt og kan forårsage tolerance.

Farmakologi af MDMA

MDMA virker primært som et frigørende middel af de tre vigtigste monoamin-neurotransmittere serotonin, noradrenalin og dopamin gennem dets virkning på sporamin-associeret receptor 1 (TAAR1) og vesikulær monoamintransportør 2 (VMAT2). MDMA er et monoamintransportørsubstrat (dvs. et substrat for transportørerne for dopamin (DAT), noradrenalin (NET) og serotonin (SERT)), hvilket gør det muligt for det at komme ind i monoaminerge neuroner via disse neuronale membrantransportproteiner. Ved at fungere som et monoamintransportørsubstrat producerer MDMA kompetitiv genoptagelseshæmning ved de neuronale membrantransportører og konkurrerer med endogene monoaminer om genoptagelse.

MDMA hæmmer begge vesikulære monoamintransportører (VMAT'er), hvoraf den anden (VMAT2) er stærkt udtrykt i monoaminneuroners vesikulære membraner. Når MDMA er inde i en monoamin-neuron, virker det som en VMAT2-hæmmer og en TAAR1-agonist. MDMA's hæmning af VMAT2 resulterer i øgede koncentrationer af de førnævnte monoamin-neurotransmittere i neuronets cytosol. Aktivering af TAAR1 med MDMA udløser proteinkinasesignalering, som derefter fosforylerer de tilknyttede monoamintransportører i neuronet.

Efterfølgende vender disse fosforylerede monoamintransportører enten transportretningen - dvs. flytter neurotransmittere inde fra cellen til den synaptiske kløft - eller trækker sig ind i neuronet, hvilket henholdsvis producerer indstrømning af neurotransmittere og ikke-kompetitiv genoptagelseshæmning ved de neuronale membrantransportører.MDMA har ti gange større affinitet for optagelse ved serotonintransportører sammenlignet med dopamin- og noradrenalin-transportører og har derfor hovedsageligt serotonerge virkninger.

MDMA har også svag agonistaktivitet ved postsynaptiske serotoninreceptorer 5-HT1 og 5-HT2 receptorer, og dets mere effektive metabolit MDA forstærker sandsynligvis denne virkning. Mængden af kortisol, prolaktin og oxytocin i serum øges af MDMA.

Derudover er MDMA en ligand ved begge sigma-receptorundertyper, selvom dets effektivitet ved disse receptorer og den rolle, de spiller, endnu ikke er belyst.

Opbevaring af MDMA

Korrekt opbevaring af MDMA er afgørende for at bevare dets styrke og forhindre nedbrydning. Det skal opbevares på et køligt (5-8 °C), tørt sted væk fra direkte sollys og fugt. Derudover skal det opbevares utilgængeligt for børn og kæledyr for at forhindre utilsigtet indtagelse.

Konklusion

Konklusionen er, at MDMA's kemiske egenskaber, herunder dets molekylære struktur og farmakologiske virkninger, bidrager til dets psykoaktive egenskaber og fysiologiske interaktioner. På trods af dets potentielle terapeutiske fordele førte dets rekreative brug til lovgivningsmæssig kontrol og klassificering som et skema I-kontrolleret stof i mange lande. Igangværende forskning udforsker dets terapeutiske potentiale, især inden for PTSD-behandling. Viden om MDMA's syntese, fysiske og kemiske egenskaber, virkninger og farmakologi danner grundlag for interventioner, strategier for skadesreduktion og lovgivningsmæssige foranstaltninger.

Bibliografi

• Coates, J., and Reffner, J., "Visualization of Micro-ATR Infrared Spectroscopy", Spectroscopy, Vol. 14, #4 ,April 1999.
• Clarke, E.G.C., Isolation and Identification of Drugs, 2. udgave, The Pharmaceutical Press, 1986.
• Galichat, Laurent Y., Clarke's Analysis of Drugs and Poisons, Volume 2, s. 1256, Pharmaceutical Press, 2004.
• Budavari, S., The Merck Index, 13th Edition, Merck and Co, Inc, 2001.
• http://en.wikipedia.org/wiki/3,4-methylenedioxymethamphetamine
• https://psychonautwiki.org