Phencyclidin (PCP) & MAOI
Phencyclidin (PCP) er et dissociativt bedøvelsesmiddel, der er blevet grundigt undersøgt for sine virkninger på kognition og adfærd. PCP virker primært som en antagonist på NMDA-receptoren (N-methyl-D-aspartat) i hjernen. NMDA-receptoren er en type glutamatreceptor, og PCP's blokade af den fører til et fald i receptorens aktivitet. Denne virkning menes at være ansvarlig for mange af stoffets hallucinogene og dissociative virkninger.
Nogle undersøgelser tyder på, at PCP kan påvirke dopaminniveauet i hjernen. For eksempel har stoffet SEP-363856 vist sig at være effektivt i gnavermodeller relateret til aspekter af skizofreni, herunder PCP-induceret hyperaktivitet. Selvom den nøjagtige virkningsmekanisme for SEP-363856 ikke er fuldt belyst, tyder in vitro- og in vivo-farmakologidata på, at den kan involvere interaktioner med bl.a. dopaminreceptorer.
En anden undersøgelse tyder på, at nitrogenoxid (NO)-systemet kan være involveret i PCP's virkningsmekanisme. NO-donoren, natriumnitroprussid (SNP), viste sig helt at afskaffe PCP-inducerede adfærdsmæssige effekter, hvilket tyder på, at lægemidler rettet mod glutamat-NO-systemet kan udgøre en ny tilgang til behandling af PCP-induceret psykose og potentielt skizofreni.
PCP har vist sig at fremkalde kognitive underskud i dyremodeller, især i opgaver, der kræver omvendt indlæring. Nogle antikonvulsive lægemidler, som phenytoin, har vist sig at forhindre det PCP-inducerede kognitive underskud, hvilket tyder på, at natriumkanalblokade kan være en mekanisme, hvormed nogle lægemidler kan modvirke virkningerne af PCP.
Monoaminoxidasehæmmere (MAOI'er) er en klasse af antidepressive lægemidler, der har været brugt i flere årtier til behandling af depression. Her er en oversigt over deres virkningsmekanisme og nogle eksempler:
Monoaminoxidase (MAO) er et enzym, der er ansvarlig for nedbrydningen af forskellige neurotransmittere, herunder catecholaminer (som dopamin og noradrenalin) og andre monoaminer som serotonin og tryptamin.
MAO'er virker ved at hæmme aktiviteten af MAO-enzymet. Når MAO hæmmes, falder nedbrydningen af monoaminer. Det fører til en stigning i koncentrationen af disse neurotransmittere i den synaptiske kløft (rummet mellem nervecellerne, hvor neurotransmitterne frigives). De øgede niveauer af neurotransmittere i den synaptiske kløft kan forbedre neurotransmissionen, hvilket menes at kunne lindre symptomer på depression.
Eksempler på MAO'er:
- Moclobemide: En selektiv og reversibel hæmmer af MAO-A-subtypen. Det er en af de nyere og mere sikre MAO'er, der bruges til behandling af depression.
- Befloxatone: En anden selektiv og reversibel MAO-A-hæmmer.
- Toloxaton: Endnu en selektiv og reversibel MAO-A-hæmmer.
- Brofaromin: Dette er også en selektiv og reversibel MAO-A-hæmmer.
- Iproniazid: En af de første MAO-hæmmere, der blev opdaget, og som oprindeligt blev brugt som et antituberkuløst lægemiddel, men som senere viste sig at have antidepressive egenskaber.
Det er værd at bemærke, at selvom MAO'er kan være effektive til behandling af depression, kan de også interagere med visse fødevarer og anden medicin, hvilket kan føre til potentielt alvorlige bivirkninger. Derfor rådes personer, der tager MAO'er, ofte til at følge specifikke kostrestriktioner for at undgå fødevarer med et højt indhold af tyramin, som kan forårsage en hypertensiv krise, når det kombineres med MAO'er.
Selv om de specifikke interaktionsmekanismer mellem PCP og MAO' er ikke er beskrevet i detaljer, er det vigtigt at forstå disse stoffers individuelle virkninger og de måder, de kan interagere på. Det er værd at overveje PCP's multisektorielle og ikke fuldt ud forståede effekt på centralnervesystemet. Tilsyneladende er den kaskade af reaktioner, som dette stof udløser, på en eller anden måde givet i næsten alle neurotransmittersystemer, hvilket destabiliserer og forstyrrer deres arbejde. Konsekvenserne af at tilføje MAO'er til denne status er vanskelige at forudsige, men det er usandsynligt, at de vil være positive og behagelige.
Kombinationen kan potentielt føre til for høje serotoninniveauer, hvilket fører til symptomer som uro, forvirring, hurtig hjerterytme og højt blodtryk. Det er en potentielt livstruende tilstand.
Alt i alt anbefaler vi, at man under alle omstændigheder undgår denne kombination.
Last edited by a moderator: